
Velkommen til online programmet for forestillingen “Sporlæggerne”.
Hammermøllens Teatergruppe spiller den 6.-16. august 2025
Kære Publikum
Hammermøllens Teatergruppe er en snart 40-årig forening, som lige fra begyndelsen i 1987 har arbejdet for at formidle lokalhistorien i Hellebæk-Aalsgaarde gennem friluftsteater i de idylliske omgivelser ved Hammermøllen i Hellebæk. Vi er glade amatører – og her skal man huske, at ”amatør” er udsprunget af det latinske ”amor”, der betyder kærlighed – og det er præcis det, der driver værket og får alt til at køre på skinner! Vi elsker at lave teater i den smukke skov!
I har netop overværet endnu én af de unikke forestillinger, vi sætter op hvert andet år – det er faktisk den 21. i rækken! – og hver gang er det en ny historie, nye sange, ny scenografi, nyt alt…
Dét, I som publikum får at se på scenen, kommer til live på baggrund af timevis af prøver, hvor skuespillerne øver sig på replikker, sange, scenegang og koreografier; metervis af brædder, der skrues sammen, pyntes med litervis af maling og trylles om til scenografi og kulisser; metervis af stof, som af flittige hænder sys sammen til fantastiske kostumer; kreative regissører, som kan trylle alverdens rekvisitter frem; kyndige hoveder og hænder til at håndtere lyd og lys; litervis af øl, vand, kaffe og andre drikkevarer, som skænkes af smilende kropersonale; kilovis af pølser, der grilles til et sultent publikum og endnu mere sultne skuespillere samt meget, meget mere. Det er et kæmpe arbejde, det kan vi ikke lægge skjul på, og mange har mere end én kasket på ad gangen, men det er også en kæmpe tilfredsstillelse, når det hele falder på plads, og publikum klapper begejstret efter premieren. Det er direkte vanedannende, – ren lykkerus!
Vi håber, at I er blevet godt underholdt, og at vi ses igen herude i skoven! Uanset om det er som medlem på eller bag scenen, eller det er som publikum på tribunen, så skal I være så hjertelig velkommen!
– for magien, den skaber vi sammen!


På vegne af Hammermøllens Teater inviterer jeg hermed på en musikalsk rejse tilbage til 1906, hvor den skønne nordsjællandske natur blev tilgængelig for omverdenen ved etableringen af lokalbanen Helsingør-Gilleleje.
Jeg vil med denne forestilling sætte fællesskabets styrke under skarp lup; En refleksion over nutidens hastværk, hvor vi ofte overser hverdagens små mirakler, vores medmennesker og måske endda også os selv. Mit ønske er at belyse, hvordan fokuseringen på “mer, meget og mest”, og “mig, min og mit”, kan føre til misforståelser, foragt, mistillid og had der så driver os mennesker fra hinanden.
Angst for det fremmede – en tidløs tematik
I 1906 var der en udbredt uro og angst for det nye, og især jernbanen, der nu ville invadere det fredelige og velkendte. Denne frygt avlede mistillid og foragt for “de fremmede” som lagde disse nye togskinner, som måske kan ses som parallel til vor tids tendens til angst for forandring, de fremmede og for det vi ikke kender. Jeg ønsker, at vise med denne fortælling, at vi alle er mennesker af kød og blod, følelser, tvivl m.v. og vi har alle vores historie at bære på, samt at vi kommer længst med at tænke os i stedet for mig.
Sporlæggeren “Julius” synger:
“For se markedspladsens lille bitte verden,
er jo meget mindre end blot min færden.
Livet er mer’ end en enkelt karruseltur,
slå blikket op, se ud og forlad dit guldbur.
Spræng du nu dine hæmmende tremmer,
føl frihedens brise når, den kinden rammer.
Det er ikke turen, der er livet,
men tiden imellem dig givet.”
Sammen, ikke hver for sig
Det handler ikke om store, heroiske gerninger hver gang, men om de utallige små handlinger af hensyn, venlighed og ansvar, der tilsammen kan skabe en fundamental forandring – en bevægelse fra egoisme til en genopdagelse af fællesskabets styrke.
For i sidste ende er det ved at bryde med selvfokuset og over til agerer for andres bedste, der er den nemmeste vej til mening og værdi i eget liv.
Jeg forsøger med SPORLÆGGERNE at holde denne “mig-min og mit” tendens op, udstiller den og viser den frem, så vi alle kan blive bevidste om den. Først da kan vi handle – ikke sammen eller hver for sig, men sammen sammen.
Tak til alle på Hammermøllens Teater for at give mig muligheden for at vise jer denne fortælling som ligger mig nært. Jeg har elsket hvert minut med jer, og tro mig når jeg siger, at jeg har set alles individuelle rejse ind i det her budskab, og ved vi alle går lidt klogere ud i livet. Og som I selv alle synger:
“Mød omverden med det, du selv vil mødes med,
det største, vi kan gi’, er næstekærlighed.”
Tak til Jane Rasch for alt du har lært mig. Tak til Kim og mine unger og alle i mit bagland, for uden jer ingen mig.
Tag vel imod en forhåbentligt rørende, musikalsk og tankevækkende forestilling, der opfordrer til fællesskab og forståelse i en verden, der konstant forandres.


Jeg har haft æren af at være instruktørassistent på dette års Hammermøllemusical, Sporlæggerne. Det har været både udfordrende, sjovt og lærerigt, at være med i hele den kreative proces og få lov til at arbejde med en så stor, engageret og divers gruppe mennesker. Det er første gang jeg har arbejdet med udendørs teater, og at skulle tage højde for vind og vejr og en smuk scene, der er svær at afgrænse, har givet mange sjove benspænd, der har tvunget os til at tænke ud af boksen. Det er helt klart en type teater, jeg håber på at lave meget mere af.
Igennem hele processen har jeg arbejdet tæt sammen med Flemming Bang, som generøst har givet mig lov til at bidrage med alle mine idéer, og som har vist mig stor tillid og givet mig masser af plads til at arbejde selvstændigt med forskellige scener. Jeg har på den måde både lært meget af at følge en professionel i arbejdsprocessen, men også af at stå på egne ben og tage beslutninger i forhold til stykket.
Jeg har tidligere selv skrevet og instrueret Aurehøj Musicalen, “Tiden Flyver” (2023), sammen med en veninde, samt spillet forskellige amatørteater-forestillinger. Om et halvt år skal jeg på højskole i Fredericia, hvor jeg skal dyrke musicalteaterformen endnu mere..
Jeg vil gerne sige tak til Flemming for at være en fantastisk samarbejdspartner og guide og også et stort tak til hele Hammermøllen for at tage så godt imod mig og respektere mig og mine bidrag og instruktioner.


Hurra!
Det er nu anden gang, at jeg har været så heldig, at få lov at skrive musikken til Hammermøllens Teater.
Min baggrund er musiklærer og musikvidenskab, men i højere grad er min grundige opflaskning i dansk musical gennem ungdomsskolens mange gode musicals.
Det er en kæmpe fornøjelse, at dykke ned i teksterne fra Flemming Bang (og Carsten Hauch) og give dem liv.
Grundtanken bag alle sangene har været, at de skal have fokus på melodi og opbygning. De må gerne overraske lidt undervejs, men de holder sig også i samme musicalgenre.
Barren er sat så højt, mine begrænsede evner tillader!!
Alle sangene er skrevet henover mit flygel eller min guitar. Og på intet tidspunkt har jeg været fristet til at bruge kunstig intelligens som hjælpemiddel. I en tid hvor det digitale går meget hurtigt, er det en fornøjelse at arbejde med instrument, papir og blyant. Min skepsis for udviklingen understreger muligvis, ironisk nok, at jeg ikke har taget stykkets morale til mig.
Til sidst skal jeg nævne vores dygtige producer, Emil Balle Petersen, som har forvandlet mit beskedne materiale, til teater musik af høj produktionsværdi. En særlig tak til dig, Emil.
God fornøjelse med forestillingen og musikken





Jeg hedder Mette, og er med som rekvisitør på ”Sporlæggerne”. Det er første gang jeg er med ind over en forestilling hos Hammermøllens Teatergruppe, og det, der især skinner igennem, er en dedikeret og engageret forening. Der bliver mødt op i alt slags vejr og alle klør på med at få alt klar, lige fra tribunen og scenegulvet til telte til omklædning og lydudstyr, vogne til rekvisitter, makeup & hår, samt foodtruck og toiletvogn. Alt er et fælles projekt, hvor alle hjælper til det de kan, og fællesskabet vægtes højt.
Det er første gang jeg prøver kræfter med at skaffe rekvisitter til en udendørs forestilling og det stiller helt klar nogle andre krav, og skal både kunne tåle regn og blæst. De sidste måneder er der blevet øvet, hamret og banket, sunget, grint og danset i regnen for at blive klar til premieren.
Jeg kan garantere at publikum får sig en underholdende, uforglemmelig, rørende, og en helt unik oplevelse, teater i det fri kan nemlig noget helt specielt.
God fornøjelse!



Bagsværd Amatør Scene
BEKH
Caféen på Hammermøllen
Camilla Eriksen – Hellebæk Kirke
Dansk Amatør Teater Sammenslutning
Dansk Blindesamfund
Den kooperative fællesfond i Helsingør
Erik Andersen – der flytter vores vogne
Fonden til støtte for Ålsgårde – Hellebæks Egnshistorie
Fotoklubben Kronborg
Hammermøllens Venner
Hellebæk-Aalsgaards Egnshistoriske Forening
Hellebækskolen
Helsingør Kommune – Udvalget for kultur og turisme
Herlev musical og teater
Jascha fonden
Kulturhuset Bølgen
Kulturhuset Galaksen
Lynhjems eftf.
Matas Hornbæk
MK Foto
Prøvestenes vinhandel
Skov- og naturstyrelsen
Sofie Schwartz
Spar Nord Fonden
Teaterbøtten
Thorsens Hoppeland
Østifterne
Alle vores samarbejdspartnere – sammen når vi højere og længere
Og ikke mindst alle vores medlemmer og frivillige – uden jer intet teater
1.
Sangrige Danmark, du moder til helte, smilende under bølgernes dans.
Aldrig jeg skued dit søgrønne bælte, smykket med perler i skønnere glans.
Alfernes vej og lysbroen finder, leger med måneskin, med luft og med hav,
Kronborg jeg ser med de glimtende tinder, knejsende stolt over århundredes grav.
2.
Duftende kløver bag dæmrende skove, mægtige bøge, der spejles i vand.
Roser, der blusser ved rullende vove, rislende bække, der leger ved strand.
Stormen dog veksler med solklare dage, Kattegat bruser mod Sveriges strand,
Kullen det kaster mod Danmark tilbage, Dejligt at se er det stormende vand.
3.
Langsomt nedstiger den dalende måne, solen forjager den flygtige sky,
nærmere ser jeg nu Sverige og Skåne, venskab fornys når tågerne fly.
Dejlige strand med vor oldtid fortrolig, fremtidens syner dog ligger dig nær:
kunne jeg vælge på jord mig en bolig, visselig tror jeg, jeg valgte den her.

Det bærende element i enhver forening er medlemmerne, og i Hammermøllens Teatergruppe bryster vi os af at være en rummelig forening med plads til alle, der deler vores passion for friluftsteater, – uanset alder, erfaring og forudsætninger. Dette er tydeligt afspejlet i den brede medlemskreds, hvoraf mange har været medlemmer i årtier, og som tæller indtil flere hele familier, hvor alle bidrager enten på eller bag scenen, ganske som det passer den enkelte bedst. Nogle er direkte ”flasket op” i foreningen med scenedebut som baby på mors arm, andre er kommet til efter opfordring fra venner og bekendte, og andre igen har set os an fra tilskuertribunen og har ad den vej fået lyst til at være en del af vores skønne teaterfællesskab i skoven.
Alle er velkomne, og vi elsker at få nye medlemmer!